De 11 hemmelige Claude-kommandoer virker ikke – her er hvad der gør
Jeg faldt over et opslag på Facebook forleden:
“11 Hidden Claude Commands That Change Everything – Stop Prompting Like A Beginner.”
Præmissen var enkel og tiltalende.
Der findes elleve skjulte kommandoer i Claude, som ingen har fortalt dig om.
Skriv /godmode, /ghost eller /roast foran din prompt, så skifter Claude tilstand med det samme.
Opslaget var delt flittigt. Det så overbevisende ud.
Det passer bare ikke.
Der er ingen skjulte tilstande
Claude har ikke hemmelige modes, som bliver låst op af et kodeord.
Skriver du: “/ghost skriv et LinkedIn-opslag om min nye workshop” – så læser Claude det som almindelig tekst: et ord, den ikke genkender, efterfulgt af en opgave.
Derefter gætter den på, hvad du mener med det ord, eller ser bort fra det.
Der bliver ikke skiftet tilstand. Der bliver ikke åbnet en skjult dør.
Hvorfor det alligevel kan se ud som om det virker
Her bliver det interessant, for nogle af ordene giver faktisk et brugbart resultat.
Det skyldes, at de er selvforklarende.
- “Devil” leder tanken mod djævlens advokat.
- “Brief” mod noget kort.
- “Focus” mod at holde sig til sagen.
Claude gætter, og den gætter tit rigtigt.
Men det er gætværk. Ikke en funktion.
Og ord som “godmode” eller “steal” fortæller reelt ingenting om, hvad du gerne vil have.
Forskellen betyder noget i praksis. En funktion virker ens hver gang. Et gæt gør ikke.
Hvor myten sandsynligvis kommer fra
Der findes rigtige “slash”-kommandoer i Claude, bare ikke i chatten.
Claude Code er et udviklerværktøj og der er slash-kommandoer en helt reel ting. Du kan endda oprette dine egne.
Nogen har set det og oversat idéen til chat-versionen, hvor den ikke findes.
Det er en kreativ oversættelse, ikke en hemmelighed nogen har afsløret.
Én af de elleve er halvt rigtig på den forkerte måde: /artifacts.
Artifacts er en ægte funktion i Claude, og den er rigtig god. Den udløses bare af, hvad du beder om, ikke af et kodeord. Beder du om en dashboard, en beregner eller et længere dokument, får du typisk en artifact uden at skulle skrive noget særligt.
Hvad der faktisk virker
Det virkelige svar er kedeligere, og det er derfor, det ikke bliver delt lige så flittigt:
Skriv det, du gerne vil have.
I stedet for /devil:
“Argumentér imod den her idé. Find de tre svageste led og vær konkret.”
I stedet for /brief:
“Svar i højst tre linjer. Ingen indledning.”
I stedet for /ghost:
“Skriv det i mit sprog. Korte sætninger, ingen fyldord, ingen superlativer.”
I stedet for /roast:
“Vær kritisk. Peg på det, der ikke holder, før jeg udgiver det.”
Ja, det er flere ord at skrive.
Til gengæld får du præcis det, du beder om, i stedet for at håbe på, at et kodeord rammer plet.
Har du instruktioner, du bruger hele tiden?
Så skal de ikke skrives forfra hver gang.
De hører hjemme et sted, hvor de virker automatisk:
- Et Projekt med instruktioner om din tone, dine kunder og dine faste krav
- En Style, hvis det handler om skrivemåden
- Dine indstillinger, til de præferencer der gælder på tværs af alt
Det er den rigtige version af idéen om “kommandoer”.
Du bygger dine egne rammer, i stedet for at lede efter skjulte genveje.
Det hjælper at bede om en tænkemåde og ikke bare et resultat.
Beder du Claude om at observere situationen, orientere sig i den, og først derefter beslutte og handle, får du et mere gennemarbejdet svar, end hvis du bare beder om en konklusion.
Og til sidst …
Opslaget sluttede med:
“Want my 30 copy-paste Claude commands cheat sheet? Follow for daily Claude systems you can steal.”
Der har du formålet.
Opslaget skulle skabe rækkevidde, ikke oplyse.
Og hemmeligheder er nemmere at dele end gode vaner.
Mit råd er det samme, som det har været i mange år: vær nysgerrig, og test det selv.
Det tager fem minutter at afprøve /godmode og se, at der ikke sker noget særligt.
De metoder, der holder, er sjældent dem, der bliver kaldt hemmelige.
Vil du lære præcis hvordan du får et godt samarbejde med Claude?
Hvis du er blevet nysgerrig på hvad du helt praktisk kan bruge Claude til – så er du velkommen på mine Claude-workshops.
Jeg er netop nu ved at færdiggøre min Claude-workshop-side og jeg skriver ud, lige så snart jeg har indhold og datoer på plads.
Vi tager det i trygge rammer, i et tempo der passer dig, og med fokus på det, du faktisk kan bruge i din hverdag. Enten på Zoom eller ved fysisk fremmøde i Ballerup.
Vil du vide mere?
Læs flere indlæg om mine tanker om at undervise
Hvis du har en IT-opgave, som du vil lære at løse, så lærer jeg dig det.
Hvis du hellere vil koncentrere dig om dét du er god til, så løser jeg opgaven for dig.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. Heidi Bille forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Copyright 2026 © Heidi Bille













